Filmen har premiere i aften, og anmeldelserne er dælme så sjove, at den næsten må ses: <strong>Jyllandposten (3 af 6 stjerner) <a href="http://www.jp.dk/kultur/artikel:aid=3739478/">http://www.jp.dk/kultur/artikel:aid=3739478/</a>:</strong> Det kan godt være, at den katolske kirke i almindelighed og logen Opus Dei i særdeleshed er rasende over, hvordan de fremstilles i Dan Browns feministiske monster-bestseller "Da Vinci Mysteriet". At Ron Howards filmatisering bygger en lille kattelem ind ved at lade skurkene operere uafhængigt af kirken og logen, formilder dem næppe nævneværdigt.Men nøgternt set kan de katolske magthavere nu da kun være tilfredse. For historien om alle tiders mest succesrige strandroman er nemlig indtil videre også en succeshistorie for alle berørte.Brown selv, hans forlag - og adskillige andre forfattere og forlag har tjent kæmpeformuer og vundet verdensberømmelse. En masse obskure religionshistoriske myter og sammensværgelsesteorier er kommet til en slags ære og værdighed.Alle ordentlige, finlitterære mennesker har til gengæld fået noget at være fælles om at hade ved middagsselskaberne og skrive fnysende kommentarer om, og omvendt har de onde i fortællingen altså nu også fået rig lejlighed til at præsentere deres version af sig selv og verdenshistorien. Det hidtil så diskrete Opus Dei er blevet kendt og portrætteret viden om. Ja, om det så er Paris, har den gamle kulturhovedstad vakt fornyet interesse hos alle dem, der vil se de steder, romanen foregår.At så historien, trods alle Dan Browns besværgelser om det modsatte, er spækket med faktuelt vås - startende med et ikke-eksisterende faldgitter i Louvre, uden hvilket filmen kun ville vare 30 sekunder - vilde usandsynligheder, jammerlig dialog og personer af pap, betyder mindre i den store sammenhæng. Browns kobling af dels alskens bizarre skrøner om jagten på Jesu og Maria Magdalenes kødelige efterkommere, dels en moderne, politisk korrekt kønsbevidsthed er en konceptmæssig genistreg, og hans "pedalen i bund"-skrivestil, som de fleste romanforfattere kunne lære meget af, gør bogen til noget nær den definitive "page-turner".<br>Svagheder forstørret<br>De fleste styrker og svagheder går igen i den habile Hollywood-håndværker Ron Howards filmatisering, der stort set følger romanen loyalt og uden meget, der ligner originalitet eller inspiration. Dog har filmen tilført spredte glimt af humor og selvironi, som den højstemte roman absolut ikke har, og således at fortælle historien bare lidt mere som knaldroman end som civilisationskritik er et ganske klogt valg.<br>Når den som her bliver blæst op på stort lærred med kæmpebudget til såvel stakåndede historiske flashbacks fra korsfæstelsen og fremad, som til store location-optagelser i Paris og London, bliver dens svagheder nemlig også forstørret monumentalt. Både hvordan plottet jævnligt kun hænger sammen med tyggegummi og hæfteklips, og hvor gyselige Browns replikker er, når de bliver udtalt - her endda af et skuespillerhold, der er en langt mere seriøs film værdigt.Hundeøjede Tom Hanks og lille labre Audrey Tautou går aldeles seriøst til den som det overkloge detektivpar, der kan gennemskue selv de listigste koder på ingen tid, undslippe selv de største politiopbud i en håndevending og i ledige stunder oplyse hinanden og tilskueren med lange religionshistoriske foredrag. Til gengæld synes skurkene, der Hollywoods sædvane tro naturligvis alle spilles af fornemme engelske karakterskuespillere, at more sig strålende, veteranerne Ian McKellen og Alfred Molina såvel som den unge Paul Bettany, mens Jean Reno for Gud ved hvilken gang spiller Jean Reno som flosset fransk politimand.<br>Pudseløjerlig blanding<br>Bogen tager selv sin historie så alvorligt, at det givetvis kan forføre ubefæstede sjæle. Det er filmen på én gang for hjælpeløs og for selvironisk til.<br>Med et lidt mindre ambitionsniveau end at sætte spørgsmålstegn ved hele den kristne kirke, et noget mindre budget og langt ringere skuespillere kunne den have haft rige muligheder som munter kultklassiker, noget som Jakob Stegelman kunne vise i "Troldspejlet" engang omkring 2040. Men nu er det altså seriøse sager i milliardklassen, det her, selv om der er begivenheder og replikker, der stensikkert vil påkalde sig latter i selv den mest alvorlige biografsal - gad vide om Opus Dei afholder videoaftener?Som overophedet tyggegummi-underholdning er denne pudseløjerlige blanding af Monty Python og James Bond dog ikke rigtig til at stå for, hvis man vel at mærke er heldig at se den i det rigtige humør. Den er ved Gud og alle hans efterkommere ikke særlig god, men meget af tiden er den dårlig på en ret fornøjelig måde.<a href="mailto:jakob.levinsen@jp.dk">jakob.levinsen@jp.dk</a><br> <strong>Ekstra Bladet (2 af 6 stjerner) <a href="http://ekstrabladet.dk/underholdning/film/article197637.ece">http://ekstrabladet.dk/underholdning/film/article197637.ece</a>:</strong> Stor ståhej for ingenting <br> <br> <br>Filmatiseringen af ’Da Vinci Mysteriet’ er en kolos på nogle meget spinkle lerfødder, mener Ekstra Bladets filmanmelder<br> <br>Indrømmet. Jeg er et af de (åbenbart) få mennesker, både herhjemme og i resten af den vestlige verden, som ikke har læst Dan Browns ’Da Vinci Mysteriet’. Jeg har skam prøvet, men vejret var for godt, sproget for dårligt og sommerferien for kort til en omgang ’Rosens Navn’ light. Det har jo så til gengæld den fordel, at jeg havde mulighed for at blive overrasket over afsløringen af, hvem der er Jesus’ efterkommer. Det gjorde jeg ikke. Ud over at være en bestseller i sig selv har ’Da Vinci Mysteriet’ også affødt en mindre industri af bøger og dokumentarprogrammer, som enten afviser eller bekræfter Dan Browns spektakulære påstande. Der, som det vel efterhånden er bekendt, går ud på, at Jesus var gift med Marie Magdalene (som altså ikke var skøge), og at parret sågar fik et barn, som opvoksede i Frankrig, hvortil Marie var flygtet efter Jesus’ korsfæstelse. Hele historien kan bekræftes, hvis bare man afkoder Leonardo Da Vincis malerier på den rette måde - deraf bogens originaltitel ’The Da Vinci Code’. Tingenes sammenhæng <br>Og siden Tempelherrernes tid har et broderskab ved navn Sions Priorat beskyttet denne hemmelighed - som er lig med indholdet af Den Hellige Gral - hårdt forfulgt af den katolske organisation Opus Dei, der hårdnakket har prøvet at udrydde på Sans Priorat og ’sandheden’. Indtil altså Dan Brown (ved ukrediteret hjælp fra diverse historikere) afslørede tingenes egentlige sammenhæng. Hvis man som undertegnede ikke tror på meget andet end regnormenes komme, har spørgsmålet om hvorvidt Jesus virkelig var Guds søn eller bare en indsigtsfuld profet ikke den store eksistentielle relevans. Hvilket betyder, at man med sindsro kan læne sig tilbage i sædet og koncentrere sig om, hvorvidt ’Da Vinci Mysteriet’ fungerer på egne præmisser. Kort sagt: gemmer der sig bag al mediehysteriet en god film eller ej? Ufrivillig komisk <br>Nu har Ron Howard (’Apollo 13’, ’A Beautiful Mind’, ’Cindarella Man’) aldrig hørt til de mest subtile instruktører, snarere en habil håndværker. Og han tynges i den grad af de tonsvis af referencer og koder han skal nå at få både nævnt og forklaret i filmen. Sidstnævnte helst så tydeligt, at de også kan være med nede på bagerste række. Og når det hele så oven i købet skal halses igennem på 149 minutter, ender ’Da Vinci Mysteriet’ som en lang selvforklarende rebus, så fyldt med hastigt løste gåder, mystiske sammenfald og krydshenvisninger, at det ind i mellem bliver nærmest ufrivillig komisk. Spændende, bevægende eller tankevækkende bliver det i hvert fald aldrig. Og så kan det jo ligesom være lige meget. De mange miljøer når aldrig at fæstne sig som andet end maleriske kulisser, og personerne - først og fremmest Tom Hanks som Robert Langdon og Audrey Tautou - løber spidsrod mellem mysterierne i så stor hast, at de aldrig når at fremstå som troværdige karakterer, men i stedet blot bliver kommentatorer, der skal forklare os, hvad vi ser på lærredet. Skurkene, bl.a. en flaggelantisk munk og en tedrikkende professor, ligner noget fra barndommens fireforestillinger. Selv klichéen om, at det var butleren der gjorde det, får vi med. Som film betragtet er ’Da Vinci Mysteriet’ en overraskende ordinær sag med et meget stort budget. Resten vil jeg overlade til dem, der finder dét interessant. Men husk, at markedsføring alene gør det ikke. Henrik Queitsch - 14:06 - 17. maj. 2006 <strong>Politikken </strong><a href="http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=454082"><strong>http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=454082</strong></a><strong>:</strong> Politikens anmelder: Da Vinci er en dårlig film»Filmatiseringen af ’Da Vinci Mysteriet’ er et trofast fejlskud«, mener Politikens anmelder. Han giver to hjerter.Af Line PraszAnmelderne er ikke ubetinget begejstrede for filmatiseringen af bestselleren 'Da Vinci Mysteriet', som netop er blevet vist for første gang på Cannes Festivalen.Flere anmeldere begyndte at grine ad filmen, mens andre udvandrede.Politikens Kim Skotte er heller ikke begejstret for filmen. Han giver sølle to ud af seks hjerter og konstaterer:»Omsat til film skal ’Da Vinci Mysteriet’ pludselig ikke konkurrere med bøger, men med andre film, og her kommer Ron Howards slaviske stenografi slemt galt af sted«, skriver han og fortsætter:»Uanset skyderier, smart filmede biljagter og vovede flashbacks er der stadigvæk en pokkers masse i Dan Browns gryderet af en konspirationsteori, der skal forklares for de uindviede«, skriver han i sin anmeldelse, der bringes i torsdagens udgave af Politiken. »Hellige makrel!«<br>Skotte hæfter sig blandt andet ved, at hovedpersonen Professor Robert Langdon »skiftevis forklarer og lytter, og til det formål skifter frem og tilbage mellem sine to ansigtsudtryk: ’Nu skal jeg forklare dig’ og ’Hellige makrel!’«.Ifølge Kim Skotte virker vekselvirkningen mellem hidsig action og salvelsesfulde aha-oplevelser ikke på samme måde på film, som på papir:»En pirret eftertanke har det med at tage form af et bombastisk optrin, som konstant spænder ben for sig selv«.Handlingslammet Hanks<br>Castingen, mener Skotte, er næsten gennemført uheldig. »Sympatiske Tom Hanks er selvfølgelig, nåja, sympatisk, men virker næsten handlingslammet og benovet. Og på trods af høje tindinger med tilbagestrøget tænkehår helt uden professoral pondus«. Filmen har premiere fredag.
The Da Vinci Code på Film...
Filmen har premiere i aften, og anmeldelserne er dælme så sjove, at den næsten må ses: <strong>Jyllandposten (3 af 6 stjerner) <a href="http://www.jp.dk/kultur/artikel:aid=3739478/">http://www.jp.dk/kultur/artikel:aid=3739478/
</a>:</strong> Det kan godt være, at den katolske kirke i almindelighed og logen Opus Dei i særdeleshed er rasende over, hvordan de fremstilles i Dan Browns feministiske monster-bestseller "Da Vinci Mysteriet". At Ron Howards filmatisering bygger en lille kattelem ind ved at lade skurkene operere uafhængigt af kirken og logen, formilder dem næppe nævneværdigt.Men nøgternt set kan de katolske magthavere nu da kun være tilfredse. For historien om alle tiders mest succesrige strandroman er nemlig indtil videre også en succeshistorie for alle berørte.Brown selv, hans forlag - og adskillige andre forfattere og forlag har tjent kæmpeformuer og vundet verdensberømmelse. En masse obskure religionshistoriske myter og sammensværgelsesteorier er kommet til en slags ære og værdighed.Alle ordentlige, finlitterære mennesker har til gengæld fået noget at være fælles om at hade ved middagsselskaberne og skrive fnysende kommentarer om, og omvendt har de onde i fortællingen altså nu også fået rig lejlighed til at præsentere deres version af sig selv og verdenshistorien. Det hidtil så diskrete Opus Dei er blevet kendt og portrætteret viden om. Ja, om det så er Paris, har den gamle kulturhovedstad vakt fornyet interesse hos alle dem, der vil se de steder, romanen foregår.At så historien, trods alle Dan Browns besværgelser om det modsatte, er spækket med faktuelt vås - startende med et ikke-eksisterende faldgitter i Louvre, uden hvilket filmen kun ville vare 30 sekunder - vilde usandsynligheder, jammerlig dialog og personer af pap, betyder mindre i den store sammenhæng. Browns kobling af dels alskens bizarre skrøner om jagten på Jesu og Maria Magdalenes kødelige efterkommere, dels en moderne, politisk korrekt kønsbevidsthed er en konceptmæssig genistreg, og hans "pedalen i bund"-skrivestil, som de fleste romanforfattere kunne lære meget af, gør bogen til noget nær den definitive "page-turner".<br>Svagheder forstørret<br>De fleste styrker og svagheder går igen i den habile Hollywood-håndværker Ron Howards filmatisering, der stort set følger romanen loyalt og uden meget, der ligner originalitet eller inspiration. Dog har filmen tilført spredte glimt af humor og selvironi, som den højstemte roman absolut ikke har, og således at fortælle historien bare lidt mere som knaldroman end som civilisationskritik er et ganske klogt valg.<br>Når den som her bliver blæst op på stort lærred med kæmpebudget til såvel stakåndede historiske flashbacks fra korsfæstelsen og fremad, som til store location-optagelser i Paris og London, bliver dens svagheder nemlig også forstørret monumentalt. Både hvordan plottet jævnligt kun hænger sammen med tyggegummi og hæfteklips, og hvor gyselige Browns replikker er, når de bliver udtalt - her endda af et skuespillerhold, der er en langt mere seriøs film værdigt.Hundeøjede Tom Hanks og lille labre Audrey Tautou går aldeles seriøst til den som det overkloge detektivpar, der kan gennemskue selv de listigste koder på ingen tid, undslippe selv de største politiopbud i en håndevending og i ledige stunder oplyse hinanden og tilskueren med lange religionshistoriske foredrag. Til gengæld synes skurkene, der Hollywoods sædvane tro naturligvis alle spilles af fornemme engelske karakterskuespillere, at more sig strålende, veteranerne Ian McKellen og Alfred Molina såvel som den unge Paul Bettany, mens Jean Reno for Gud ved hvilken gang spiller Jean Reno som flosset fransk politimand.<br>Pudseløjerlig blanding<br>Bogen tager selv sin historie så alvorligt, at det givetvis kan forføre ubefæstede sjæle. Det er filmen på én gang for hjælpeløs og for selvironisk til.<br>Med et lidt mindre ambitionsniveau end at sætte spørgsmålstegn ved hele den kristne kirke, et noget mindre budget og langt ringere skuespillere kunne den have haft rige muligheder som munter kultklassiker, noget som Jakob Stegelman kunne vise i "Troldspejlet" engang omkring 2040. Men nu er det altså seriøse sager i milliardklassen, det her, selv om der er begivenheder og replikker, der stensikkert vil påkalde sig latter i selv den mest alvorlige biografsal - gad vide om Opus Dei afholder videoaftener?Som overophedet tyggegummi-underholdning er denne pudseløjerlige blanding af Monty Python og James Bond dog ikke rigtig til at stå for, hvis man vel at mærke er heldig at se den i det rigtige humør. Den er ved Gud og alle hans efterkommere ikke særlig god, men meget af tiden er den dårlig på en ret fornøjelig måde.<a href="mailto:jakob.levinsen@jp.dk">jakob.levinsen@jp.dk</a><br> <strong>Ekstra Bladet (2 af 6 stjerner) <a href="http://ekstrabladet.dk/underholdning/film/article197637.ece">http://ekstrabladet.dk/underholdning/film/article197637.ece
</a>:</strong> Stor ståhej for ingenting <br> <br> <br>Filmatiseringen af ’Da Vinci Mysteriet’ er en kolos på nogle meget spinkle lerfødder, mener Ekstra Bladets filmanmelder<br> <br>Indrømmet. Jeg er et af de (åbenbart) få mennesker, både herhjemme og i resten af den vestlige verden, som ikke har læst Dan Browns ’Da Vinci Mysteriet’. Jeg har skam prøvet, men vejret var for godt, sproget for dårligt og sommerferien for kort til en omgang ’Rosens Navn’ light. Det har jo så til gengæld den fordel, at jeg havde mulighed for at blive overrasket over afsløringen af, hvem der er Jesus’ efterkommer. Det gjorde jeg ikke. Ud over at være en bestseller i sig selv har ’Da Vinci Mysteriet’ også affødt en mindre industri af bøger og dokumentarprogrammer, som enten afviser eller bekræfter Dan Browns spektakulære påstande. Der, som det vel efterhånden er bekendt, går ud på, at Jesus var gift med Marie Magdalene (som altså ikke var skøge), og at parret sågar fik et barn, som opvoksede i Frankrig, hvortil Marie var flygtet efter Jesus’ korsfæstelse. Hele historien kan bekræftes, hvis bare man afkoder Leonardo Da Vincis malerier på den rette måde - deraf bogens originaltitel ’The Da Vinci Code’. Tingenes sammenhæng <br>Og siden Tempelherrernes tid har et broderskab ved navn Sions Priorat beskyttet denne hemmelighed - som er lig med indholdet af Den Hellige Gral - hårdt forfulgt af den katolske organisation Opus Dei, der hårdnakket har prøvet at udrydde på Sans Priorat og ’sandheden’. Indtil altså Dan Brown (ved ukrediteret hjælp fra diverse historikere) afslørede tingenes egentlige sammenhæng. Hvis man som undertegnede ikke tror på meget andet end regnormenes komme, har spørgsmålet om hvorvidt Jesus virkelig var Guds søn eller bare en indsigtsfuld profet ikke den store eksistentielle relevans. Hvilket betyder, at man med sindsro kan læne sig tilbage i sædet og koncentrere sig om, hvorvidt ’Da Vinci Mysteriet’ fungerer på egne præmisser. Kort sagt: gemmer der sig bag al mediehysteriet en god film eller ej? Ufrivillig komisk <br>Nu har Ron Howard (’Apollo 13’, ’A Beautiful Mind’, ’Cindarella Man’) aldrig hørt til de mest subtile instruktører, snarere en habil håndværker. Og han tynges i den grad af de tonsvis af referencer og koder han skal nå at få både nævnt og forklaret i filmen. Sidstnævnte helst så tydeligt, at de også kan være med nede på bagerste række. Og når det hele så oven i købet skal halses igennem på 149 minutter, ender ’Da Vinci Mysteriet’ som en lang selvforklarende rebus, så fyldt med hastigt løste gåder, mystiske sammenfald og krydshenvisninger, at det ind i mellem bliver nærmest ufrivillig komisk. Spændende, bevægende eller tankevækkende bliver det i hvert fald aldrig. Og så kan det jo ligesom være lige meget. De mange miljøer når aldrig at fæstne sig som andet end maleriske kulisser, og personerne - først og fremmest Tom Hanks som Robert Langdon og Audrey Tautou - løber spidsrod mellem mysterierne i så stor hast, at de aldrig når at fremstå som troværdige karakterer, men i stedet blot bliver kommentatorer, der skal forklare os, hvad vi ser på lærredet. Skurkene, bl.a. en flaggelantisk munk og en tedrikkende professor, ligner noget fra barndommens fireforestillinger. Selv klichéen om, at det var butleren der gjorde det, får vi med. Som film betragtet er ’Da Vinci Mysteriet’ en overraskende ordinær sag med et meget stort budget. Resten vil jeg overlade til dem, der finder dét interessant. Men husk, at markedsføring alene gør det ikke. Henrik Queitsch - 14:06 - 17. maj. 2006 <strong>Politikken </strong><a href="http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=454082"><strong>http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=454082
</strong></a><strong>:</strong> Politikens anmelder: Da Vinci er en dårlig film»Filmatiseringen af ’Da Vinci Mysteriet’ er et trofast fejlskud«, mener Politikens anmelder. Han giver to hjerter.Af Line PraszAnmelderne er ikke ubetinget begejstrede for filmatiseringen af bestselleren 'Da Vinci Mysteriet', som netop er blevet vist for første gang på Cannes Festivalen.Flere anmeldere begyndte at grine ad filmen, mens andre udvandrede.Politikens Kim Skotte er heller ikke begejstret for filmen. Han giver sølle to ud af seks hjerter og konstaterer:»Omsat til film skal ’Da Vinci Mysteriet’ pludselig ikke konkurrere med bøger, men med andre film, og her kommer Ron Howards slaviske stenografi slemt galt af sted«, skriver han og fortsætter:»Uanset skyderier, smart filmede biljagter og vovede flashbacks er der stadigvæk en pokkers masse i Dan Browns gryderet af en konspirationsteori, der skal forklares for de uindviede«, skriver han i sin anmeldelse, der bringes i torsdagens udgave af Politiken. »Hellige makrel!«<br>Skotte hæfter sig blandt andet ved, at hovedpersonen Professor Robert Langdon »skiftevis forklarer og lytter, og til det formål skifter frem og tilbage mellem sine to ansigtsudtryk: ’Nu skal jeg forklare dig’ og ’Hellige makrel!’«.Ifølge Kim Skotte virker vekselvirkningen mellem hidsig action og salvelsesfulde aha-oplevelser ikke på samme måde på film, som på papir:»En pirret eftertanke har det med at tage form af et bombastisk optrin, som konstant spænder ben for sig selv«.Handlingslammet Hanks<br>Castingen, mener Skotte, er næsten gennemført uheldig. »Sympatiske Tom Hanks er selvfølgelig, nåja, sympatisk, men virker næsten handlingslammet og benovet. Og på trods af høje tindinger med tilbagestrøget tænkehår helt uden professoral pondus«. Filmen har premiere fredag.